OM KSV

København Syd-Vest Boldklub er en fodboldforening, der blev stiftet d. 25. november 2021 i Københavns Syd-Vest kvarter i Valbyparken. Foreningen blev stiftet af en gruppe mennesker, hvoraf flere har været involveret i børne- og ungdomsfodbold i mange år, både som forældre, trænere, holdledere og spillere.

Social fodbold-filosofi

Den erfaring, gruppen har gjort sig i Danmark og i udenlandske klubber, har dannet grobund for en social fodboldfilosofi, der handler om, at alle spillerne individuelt skal ses og mødes lige meget, uagtet niveau og fysisk størrelse. Dette betyder, at vi bestræber os på, at der er så få spillere pr. træner, som muligt.

Det er glæden, der skaber fastholdelsen og motivationen, og derved udviklingen hos spillerne.

Samtidig er det essentielt, at alle spillerne har mulighed for at få oplevelser og træning på samme høje niveau og med samme frekvens som de dygtigste spillere, uanset deres nuværende niveau eller økonomiske baggrund.

Spillerne skal opleve, at deres udvikling tages alvorligt, når de er motiverede for at deltage i træningen, og i stævner.

Træningsophold og stævner

Det er KSV’s målsætning, at der arrangeres mindst to årlige træningsophold/camps eller stævner i andre dele af Danmark og i udlandet, med så lav en egenbetaling som overhovedet muligt. Alle medlemmer betaler kontingent til foreningen, dog fritages for kontingentet, hvis man udfører et trænerhverv eller klubhverv. Al overskud i foreningen tilgår spillerne, til fx tøj, camps og reduktion af pris på rejser.

Det skal være så sjovt at komme til træningen, at man har lyst til at komme hver gang. Dermed er man også sikker på, at udvikle sig. Træningen foregår på et højt niveau og med inspiration fra DBU, Holland/AJAX, Spanien/Barca. Børnene vil altid modtage træning af uddannede og motiverede trænere.

Ingen selektion

Der vil ikke blive foretaget selektion af spillerne, hvilket kan sikres ved, at der højst er et hold pr. årgang. Dette gøres for at sikre, at KSV ikke uforvarende ødelægger venskaber blandt børnene eller slukker en drøm hos de fravalgte børn. Samtidig slipper spillerne for at eksistere i et vakuum med spekulationer om, hvorvidt de rykker op eller ned.

KSV mener, at spillerne kan udvikle sig optimalt ved trygge rammer, og at relationerne udvikler sig bedre blandt børnene, hvis der ikke er konkurrence om hvem, der skal være på hvilket hold.

Til gengæld vil der altid foregå matchning i selve træningen, så spillerne altid bliver udfordret.

Foreningen støtter fuldt ud op om DBUs nye børnestrategi.

Kontakt os gerne, hvis du vil prøve at være med til træning – Det er helt uforpligtende.

Mail kobenhavnsydvestboldklub@gmail.com